24H Le Mans Revisited

by Valle V.

Til Le Mans med udsigt til Seefood – måske! 

Jeg sidder i Burges, ikke med en burger i hånden men med min Ipad, nogle pomfritter samt et stykke confit de canard medens jeg prøver at skrive på dette indlæg. Læser at det regner ”cats & dogs” i lille Danmark og folk bliver våde til Folkemødet på Bornholm. Vi blev også våde ude på motorvejen, sådan er det når man skal til Folkemøde. Solen skinner her Belgien men der er tunge skyer langt ude i horisonten. Jeg kender aldrig vejret, der hvor jeg skal hen. Sorte skyer i køreretningen betyder ingenting, det har prøvet det før.



På vej til europæisk Folkemøde i Le Mans

Jeg har besluttet mig til at genopfriske glade minder fra Frankrig. UpDate min indre motorcyklist med noget "heavy" motorvejskørsel. At køre til Le Mans sammen med nogle gode venner har jeg savnet i lang tid. Tage fri fra dagligdagen og ud i vind og vejr. Når vi tog til Le Mans i 2010'erne tog det altid 14 dage, for der skulle opleves langs vejene, og motorcyklerne skulle luftes godt og grundigt. 

Ud på motorcyklerne og ned til den store motorevent i Le Mans, som jeg ikke har besøgt siden 2008. Det bliver et glædeligt gensyn med hele eventen og omgivelserne dernede. Sidst jeg var på Le Mans var der rigtig mange danskere. Dansk motorsports folkesjæl havde koloniseret Le Mans. Hvor mange danskere er der nu, efter otte års fravær? 



Syv år i træk var jeg på Le Mans. Fra 2002 til 2008 hvor jeg oplevede den store ”Audidane”, Tom Kristensen, vinde den ene gang efter den anden. Ok, der kom lige en Bentley på tværs i 2003. Det var nogle fantastiske år med Mc-venner, jeg savner at køre med i dag. Jeg vil ud til Normandiets kyster igen. Ud til ”The Atlantic Wall” og den friske luft fra Atlanterhavet. Ud til skaldyr og frisk fisk fra havet. 

Vi valgte at køre på motorvej til Burges i går. Derfra videre langs ”The Atlantic Wall” til Caen, og så køre de sidste 162 km. ned til Le Mans. Mit tidsskema er fucking stramt i år, men jeg håber at kunne nå at spise noget godt seefood i en af havnebyerne på vejen. Seefood på kyststrækningen fra Dunkerque til Le Havre er overdrevet god.



The Battle in Le Mans

Turen væk fra ”The Atlantic Wall” mod Le Mans fra Caen kan du køre på små biveje, men du kan også vælge den lange lige vej fra Caen til Alencor, og derfra til Le Mans.
Det er nemt og rimeligt hurtigt. Det eneste problem med de franske motorveje er, at der er en masser af heavy trafik. Vejene er tæt pakket med lastbiler og anden trafik i alle størrelser, der absolut vil overhale hinanden konstant. The Battle in Le Mans er også at finde sig tilrette de næste 24 timer. Hvor skal jeg bygge og hvor skal jeg bo, teltvej nummer 2 - men hvor er det?



Vi vil nå Le Mans fredag ​​formiddag, før løbet lørdag eftermiddag. Fredag er altid en hyggelig dag i Le Mans. Det oser af spænding til lyden af biler der kører efter placeringer til starten. Der er også tid til sightseeing på de store arealer omkring banen. Når jeg tænker tilbage har jeg haft mange gode timer sammen med vennerne fra dengang, og med Tom Kristensens far Carl Erik (Gammel K) og min gamle ven Chris Anker-Petersen. 

Jeg mødte Carl Erik da jeg var ”Head of Marketing” hos Harley-Davidson i Danmark. Carl Erik, Chris og jeg sad tit om natten på tribunerne, og kiggede på løbet til den lyse søndag morgen. Det var fantastisk ”cool” og berigende, at blive tanket med Carl Erik's historier om motorsporten i Danmark, samtidig med at se hans søn føre løbet med den ene genistreg efter den anden. Det bliver så underlig trist at sidde på lægterne igen uden Carl Erik som gik bort i 2013, og Chris som gik bort sidste år.



Det rammer tungt, når det rammer

Løbet blev afholdt første gang i 1923. Starten går i dag kl. 15.00pm. Helst med Tom Kristensen som en vinder i hans Audi. Det er vi danskere vant til siden 1997 og det skal der ikke ændres på. Ok, det blev så ændret på, for Tom Kristensen stoppede sin aktive karriere efter løbet i 2014. Klokken er 09.00 og jeg sidder på torvet midt i Le Mans med en halv meter flutes og en underlig kage. 

Mit vigtigste mål er at komme på toilettet, inden jeg kører ud til Le Mans banen igen. Toiletterne ude ved banen kan godt være en fysisk og åndelig prøvelse. Af ren rutine ved jeg hvor toilettet er. Jeg sidder og tænker på om det er blevet lavet om eller malet, de sidste otte år, det er det ikke. 



Med al den livsglæde der er omkring løbet, forventer man ikke at døden og ulykke kan holde sit indtog midt i hele seancen. Der sker ikke mange ulykker på banen ud over afkørsler i grus, det hele kører pænt og sobert rundt og rundt, men når det så går galt, så går det virkelig galt. Den værste ulykke på Le Mans var i 1955. En bil ramte et rækværket til publikum og eksploderede, hvilket fik motoren til at rive sig løs. Motoren fløj op på tribunen der var pakket med mennesker. 77 blev dræbt på stedet.



For os danskere var ulykken i 2013 med Allan Simonsen noget vi aldrig glemmer. Jeg var ikke på Le Mans det år, men spiste råt alle de tv-billeder der kom til Danmark. Det hele gik så godt, men så pludselig blev det uhyggeligt. Kort tid efter starten forulykkede Allan Simonsen på en besynderlig måde. Minutterne efter hans ulykke vidste ingen hvad der var sket, tiden sneglede sig afsted, så kom det. Allan Simonsen død som følge af de kvæstelser, han pådrog sig ved en ulykken. Allan Simonsen lå nummer ét i sin Aston Martin, da ulykken indtraf. 



Allan Simonsen var ved bevidsthed umiddelbart efter ulykken. Han døde af sine kvæstelser kort tid efter at han var blevet kørt væk i ambulance. Allan Simonsen stillede op for det danske hold i amatørklassen LM GTE Am sammen med Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen. Allan Simonsen var en erfaren racerkører, der det år kørte sit syvende Le Mans. Tom vandt Le Mans for sidste gang det år, men den store glæde udeblev totalt. 

Mr. Le Mans

Tom Kristensen har kørt på Le Mans 18 gange og vundet de ni, hvilket er rekord. Hans tittel er "Mr. Le Mans". Den første sejr kom på sin debut i 1997, og hans seneste sejr var i 2013. Når du følge løbet i 24 timer langs banen du finder ud af, at det er faktisk ikke så let at vinde løbet. Det er en bedrift med stort talent og held der skaber en vinder på Le Mans. Der er meget at holde styr på under løbet, og så er der en faktor der hedder kørekarma. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bedst lide, når Tom K vinder. Men det er nok fordi han har et godt karma og er en vellidt person.

Det var svært at komme sig over løber i 2009, da løbet blev vundet af Peugeot og Tom K blev nummer tre, med Allan McNish og Rinaldo Capello. Det værste år var 2007. Tom K var udsat for en ulykke i den tyske DTM serie, og der var spænding helt op til starten af Le Mans, hvorvidt han kunne gennemføre løbet eller ej. Jeg fulgte løbet hele natten ude på lægterne. Tom K førte løbet sikkert da jeg måtte sove nogle timer. Da jeg vågnede havde Audi R18 TDI havde kastet et hjul efter pitstop. Aaaarghhhh!



Tom Kristensen kører ikke mere, men det er andre danskere der gør. Nu holder jeg med Jan Magnussen på Le Mans og hans søn Kevin i Formula 1. Jan kører i dag, Kevin i morgen. Hvem bliver den næste Tom K. Tom K. er en ener og der kommer ikke andre end ham. Kevin Magnussen og andre unge danske talenter kan måske komme med på listen over Le Mans vindere. Men de skal lige hår på brystet.

Der er tid til at klappe min Ipad sammen. Tænker lige nu på starten og en kold øl oppe ved Dunlop broen. Tænker også på at komme væk fra Le Mans igen i morgen. Tænker på mit stramme tidsskema og alt de jeg skal nå. Jeg har 1.433 kilometer hjem, bum, bum, bum, det må jeg kunne klare dette på 16 timer. Jeg har forretningsmøde mandag kl. 14.00, så det skal jeg nok nå. 

God Le Mans til alle her i 2016 - må det blive et godt år for dansk motorsport i den danske koloni midt i Normandiet - igen.   



Tom Kristensens på Le Mans:

1997 - Porsche WSC 95 - Tom Kristensen, Stefan Johansson, Michele Alboreto - 1st
1998 - BMW V12 Le Mans - Tom Kristensen, Hans-Joachim Stuck, Steve Soper - DNF
1999 - BMW V12 LMR - Tom Kristensen, J. J. Letho, Jörg Müller - DNF
2000 - Audi R8 - Tom Kristensen, Frank Biela, Emanuelle Pirro - 1st
2001 - Audi R8 - Tom Kristensen, Frank Biela, Emanuelle Pirro - 1st

2002 - Audi R8 - Tom Kristensen, Frank Biela, Emanuelle Pirro - 1st
2003 - Bentley Speed ​​8 - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Guy Smith - 1st
2004 - Audi R8 - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Seiji Ara - 1st
2005 - Audi R8 - Tom Kristensen, J. J. Lehto, Marco Werner - 1st
2006 - Audi R10 TDI (diesel) - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - 3.
2007 - Audi R10 TDI (diesel) - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - DNF
2008 - Audi R10 TDI (diesel) - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - 1st

2009 - Audi R15 TDI (diesel) - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - 3.
2010 - Audi R15 TDI (diesel) - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - 3.
2011 - Audi R18 TDI (diesel) - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - DNF
2012 - Audi R18 e-tron quattro - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - 2.
2013 - Audi R18 e-tron quattro - Tom Kristensen, Rinaldo Capello, Allan McNish - 1st
2014 - Audi R18 e-tron quattro - Tom Kristensen, Lucas di Grassi, Marc Gené - 2.

High anxiety whenever you're near

By Valle V.

Hvem husker ikke de fantastiske cykelbilleder på fladskærmen i 2013. Mont Saint-Michel var en cykel etappe vi vil huske fremover, fordi udsigten og kulissen var så enestående. 2016 besøger Tour de France igen Mont Saint-Michel hvor cykelløbet skydes i gang ved den spektakulære knold. Øen ligger ude i havet omgivet af tidevandets bølger, men hvilket tidevand. Når månen trækker, i de jordiske væsker, kan være en forskel på ebbe og flod på 15 meter.

Mont Saint-Michel er omkring 75 meter høj og kan ses langt omkring i det flade landskab. Toppen af bebyggelsen er en kirke og et benediktinerkloster. I år 708 fik biskop Aubert af Avranches en åbenbaring, medens han var ved at indvi øens første kirke, med relikvier fra den hellige Michael fra Gargano. Aubert så ganske enkelt ærkeenglen Michael i levende live, komme forbi kirken og klippen blev nu kaldt Mont Saint-Michel.

I år 966 blev kirken omdannet til et benediktinerkloster, siden har øen været et mål for pilgrimme, og der hvor der er pilgrimme er der penge og omsætning. De fleste af bygningerne blev opført mellem år 1000 og år 1200. Fra år 1200 til år 1400 voksede der en by op omkring klostret og den store fæstningsmur. Mont Saint-Michel er efterhånden blevet til en legende. Først gennem de pilgrimme der har besøgt øen i tidernes løb. I dag er Mont Saint-Michel en af Frankrigs største turistattraktioner med 2.400 besøgende om dagen året rundt.

Det var først i 1800 tallet øen blev forbundet med fastlandet. Dæmningen er to kilometer lang og det vrimler med biler, motorcykler, campere og turistbusser, der vil frem og tilbage. Vi slår koldt vand i blodet, og kører langsomt frem til den store parkeringsplads tæt på indgangen til byen. Gader og stræder ligger i et rodet mønster mellem husene. Jeg bevæger mig hele tiden op, op, op. Der er ikke plads til store armbevægelser, i gaderne, op mod kirken og klostret.


Efter en lille halv times gang kræver det en pause for trommehinderne og for benene. Der er et hav af små restauranter og caféer i byens trange gader, så der er nemt komme til puste ud. Der er en helt speciel stemning, man kan næsten fornemme hvordan det var, i 1200 tallet, når det vrimlede med pilgrimme og lommetyve i gaderne. Vi går på opdagelse i den mange forretninger, hvilket giver en god appetit og sund tørst. Efter en øl er man parat til at tage de sidste trapper op i Guds hus. Vi kæmper os frem til den store trappe, der fører os op til det store katolske kasseapparat ved indgangen til helligheden.

Når man bevæger sig i Sydeuropa må man regne med at det koster penge, for at komme i kontakt med de hellige kræfter, det gør det også for at komme ind i den store kirke, oppe på toppen af Mont Saint-Michel. Men det er helt i orden, for de er ved at restaurerer det store kirkeskib, og det ser ikke ud til at være billigt. En åndelig fred hviler sig over stedet. Midt i al byggeriet ligger der et par munke med hovedet ned i gulvet og ligner to menneskelige kors. 

Turistlarmen fortier et stykke tid. Jeg står og kigger på de tavse munke et stykke tid. Går så stille videre ud på en kæmpe platform foran kirken, hvor der er udsigt over hele Saint Malo-bugten. Vi står og nyder udsigten, medens vi håber på at se englen Michael komme flyvende forbi, men han var der ikke den dag. Vi så kun måger. Det var der ikke meget ærkeengel over.

Jeg ved ikke hvordan andre mennesker har det med højder. Men hvis jeg kommer for højt op begynder det at gibbe i fødderne på mig. Skrækken føles som små indre nåle, der prikker på huden indefra, samtidig med at jeg får lyst til at hoppe ud fra højden.
Hvilket minder mig om en Mel Brooks film, High Anxiety fra 1977:


High anxiety whenever you're near
High anxiety - it's you that I fear
My heart's afraid to fly - it's crashed before
But then you take my hand
My heart starts to soar once more 

High anxiety ... it's always the same
High anxiety ... it's you that I blame
It's very clear to me I've got to give in
High anxiety: you win

Måske fordi jeg syntes at det er latterligt at have højdeskræk. Jeg tænker kun på at komme ned fra højderne og få frisk vind i hovedet. Pludselig befinder jeg mig sammen med vennerne nede i en af gaderne med en stor Hotdog i den ene hånd, en underlig kage i den anden, der også ligner en Hotdog, pølsen er dog erstattet med syltetøj.

Mont Saint-Michel er en kulturhistorisk mastodont i Europa. Vi står et stykke tid og kigger op på denne klippeknol. Hvis du ikke er til mange turister samlet på et sted, så overbevis dig selv om at du er en pilgrim eller en ridder der er kommet for at angre dine synder i Guds hus. Måske kommer du til Mont Saint-Michel, på den dag hvor ærkeenglen Michael flyver forbi, det ville være stort.

Magiske Mont Saint-Michel

By Valle V

Når man kører rundt langs den sagnomspundne kystlinie i Normandiet, mellem strandene Sword og Utah, som var skueplads for den mægtige og episke landing af Allierede tropper der førte til befrielsen af Frankrig og Tysklands nederlag, bliver man ærefrygtig og stolt over de drenge der ofrede deres liv for den frie demokratiske verden. Drenge og mænd der vandt kampene over et rædselsregime af mørkemænd der med vold og undertrykkelse ville udrense Europa for mennesker der ikke passede til at blive et herrefolk.

“D-Day strandene”, der strækker sig langs den nordlige kyst af Normandiet var skueplads for den største militære operation nogensinde. Omfanget af “Operation Overloard”, den 6. juni 1944, mod Nazityskland synes stadig forbløffende den dag i dag. Et kæmpe antal landgangsfartøjer og en flåde på 7000 skibe satte kurs mod strandene og tusinder af allierede tropper fra Storbritannien, USA, Canada og andre lande løb op de strande der blev til slaget om Normandiet. 76 dages kampe, der til sidst førte til nederlag for nazisterne og befrielsen af Europa.

Der er masser af vigtige steder du skal besøge på Atlantvolden i Normandiet: 

Caen Memorial Museum, Café Gondree , Port Winston, Longues-sur-Mer, Omaha Beach, Sword, Juno, Utah Beach, Ste-Mère-Eglise, Musée des trupper Aéroportées & Dead Mans Corner.

Du skal selvfølgelig også besøge det magiske Mont St. Michel. Klostret der under den franske revolutionen blev forvandlet til et fængsel hundrede år. De første fanger var præster der nægtede at give afkald på deres løfter. Under 2. verdenskrig blev øen besat af nazisterne og brugt som et krisecenter. 

Fruite de mer Part 3

På vej mod Saint-Mère-Eglise kigger vi forbi Brecourt Manor, der i dag er kendt fra TV-serien Band of Brothers. Filmen over Stephen Ambrose’s dokumentariske bog om mændene i E-kompagniet, 506. faldskærmsregiment, 101. faldskærmsdivision. der kæmpede under invasionen. Klokken syv om morgenen, under ”Operation Overlord”, ankommer Løjtnant Winters, lettere forsinket, til Le Grand-Chemin hvor hans bataljon er ved at samles. 

E-kompagniet var spredt over et stort område og Løjtnant Winters kunne kun finde få folk til sine opgaver. Hele området og strandene med fremstormende soldater er under beskydning af et tyske batteri nær Brecourt Manor. Det bliver Winters der får ordre til at nedkæmpe den tyske stilling. Winters begiver sig afsted med 11 mand. Det tyske batteri bliver nedkæmpet og Winters finder et dokument, der viser samtlige tyske kanonstillinger i området. Winters og hans brødre fik ødelagt alle 4 kanoner og dræbt 15 tysker og redet en masse af invasionsstyrkerne.

Videre mod Saint-Mère-Eglise. 
Vi kører videre af små veje, der ikke er større end danske cykelstier, mod Saint-Mère-Eglise, der stadig har en airborne soldat til at hænge i kirketårnet til minde om kampene i byen. Dukken virker surrealistisk, makaber og tankevækkende. Over for kirken ligger The Airborne Troops Museum, som er et besøg værd. Saint-Mère-Eglise er en typisk for området og forstår at markedsføre sig overfor turister, der kommer for at se soldaterdukken i kirketårnet. Solen bager fra en skyfri himmel, her sidst på eftermiddagen, det er på tide at vende forgaflen mod hotellet for at få et bad og en kold øl til at skylle dagens 100 turistkilometer ned. Det er vigtigt at få bearbejdet den viden, man har taget med sig i løbet at dagen.

Carentan og Bayeux
På vej mod hotellet må vi forbi Dead Man’s Corner Museum i Carentan. Byen ligger bag Utah Beach. Vi kommer alt for hurtig gennem besøget i huset. Vi bliver enige om at vende tilbage næste dag for at sætte os ind i historien om det mærkelige grå hus, som danner rammen om dette museum. Vi kommer gennem Bayeux, hvor der også ligger et museum, men det må også vente. Det kræver flere besøg i Normandiet for at man kan sige, at man virkelig har været der.

Fruite de mer
Om aftenen taler vi meget om de fantastiske veje og de uhyggelige historier, som vi har mødt her på den første dag. Sultne og velduftende gå vi ned af gaden for at finde en restaurant, hvor kaloriedepoterne kan blive fyldt op. Vi bliver enige om egensretten Fruite de mer, for hvis du kan lide skaldyr, må det være her ved invationskysten skaldyrene skal spises.

Fruite de mer Part 2

Næste dag havde invasionsstyrken lavet lommer omkring strandene. De næste dage blev disse lommer til en linje gennem Normandiet. Det kostede mange menneskeliv. Tabstallet under ”Operation Overlord” kan ikke opgøres præcist. Inden D-dag, mellem april og maj 1944, mistede de allierede omkring 12.000 mand og mere end 2.000 fly. De havde efter D-dag 53.700 døde, 18.000 savnede og 155.000 sårede. 



Med ”Operation Overlord” stod de allierede over for enorme udfordringer for at tvinge tyskerne i helt knæ. Store slag ventede. ”Panserslaget ved Ardennerne” og operation ”Market Garden” i Holland ventede med store tab af menneskeliv. Tyskerne havde efter ”Operation Overlord” 200.000 døde, savnede og sårede samt yderligere 200.000, som var i krigsfangenskab. Der ligger 32.807 af de faldne allierede soldater på krigskirkegårde langs kysten og 77.866 tyskere. Antallet af døde civile franskmænd var ca. 20.000.

Tilbage fra fortiden.
Med en fragmenter af viden omkring ”Operation Overlord” tager vi fra Le Havre mod Honfleur, og ud mod kysten til Luc-sur-Mer. Vi trækker os ikke tilbage som den tyske 21. Panzer Division. Vi erobrer et godt lille hotel i vandkanten. Hotel Le Beau Rivage har kun to stjerner og hotellet er perfekt for et par dages sightseeing op og ned langs kysten.



Et godt tidspunkt til at udforske Normandiet er juni måned, inden turistsæsonen rigtig starter i Frankrig. Du får værelser til halv pris og alt kører i slow motion. Vejret er glimrende. 25 grader, frisk vind fra havet og fuldmåne om natten. Om aftenen trækker månen vandet væk fra kysten.


Omaha Beach
Vi besøge den mest berømte strand, hvor ulideligt mange amerikanske drenge måtte lade livet. Da vi satte os op på motorcyklerne, kom jeg i tanke om en film fra først i 60’erne, ”The Longest Day”. John Wayne var kravlet af hesten ude på prærien, smidt cowboystøvlerne og trukket i soldateruniformen. Sean Connery var ikke gammel nok til at køre Aston Martin, men gammel nok til at være skotsk soldat.

 

De to kendisser spillede krigshelte sammen med en række af andre filmstjerner i en meget lang film om D-dagen. Jeg kom i tanke om en episode i filmen, hvor selveste John Wayne brækkede foden, og hans soldater måtte trække ham rundt i en trækvogn. De skulle til byen Saint-Mère-Eglise for hjælpe faldskærmssoldater. Soldaterne var kastet ud af flyet et forkert sted og var nu landet midt i byen, som indeholdt en stor deling nazi-soldater. Der måtte til Saint-Mère-Eglise for at spise.




Ved Omaha Beach kommer vi forbi en stor Kristusfigur der kigger ud over havet, en biograf og et udsigtspunkt, hvor man får et glimrende overblik langs kysten. På  stranden gibber det i én og de små hår på kroppen rejser sig. Tankerne falder på  slaget, og ikke mindst hvordan sårede og døde soldater lå døde og blødende i vandkanten. Vi passerer den store kirkegård på vej væk fra området og kører mod syd.

Fruite de mer Part 1

Med en grim smag af Fish and Chips hængende i smagsløgene fra dagen før, sidder jeg på færgen fra Newhaven, Susex i England, og glædede mig til at blive landsat i Normandiet. Fish and chips kan godt være en fin spise, men hvis frituren er for gammel kan man smage avisen og fisken i et helt år, så vil jeg hellere have ål i gele eller blæksprutter i eget blæk.



På færgen mod Le Havre kom jeg i tanke om de allierede soldater, der sejlede ind mod Normandiets strande en grå morgen i søgang. 6. juni 1944. Mon soldaterne dengang havde en gusten smag i munden af Fish and Chips, samtidig med at de var angste og bange for om de overhovedet ville overleve ”Operation Overlord”. Dagen der skulle indskrive sig i historiebøgerne som et vendepunkt for nazismens skrupelløse undertrykkelse af Europa.



Den Engelske Kanale ligger spejlblank under den blå himmel. Vores overfart med motorcyklerne er skræmmende stille og rolig. Vi bliver landsat i Le Havre sammen med motorcyklerne kl. 14.30, og derfra skal vi så videre mod den legendariske invasionskyst. Vi har med vilje ikke bestilt overnatninger i området. Vi vil lade vores intuition råde og invaderer et hotel når vi kommer frem. 



Jeg tænker på de allierede drenge der ofrede deres liv i det store opgør langs kysten her. Vi kører over den store bro syd for Le Havre. På toppen af broen får du det første lille glimt af Normandiets kyst, som ligger doven og fredelig i det smukke eftermiddags lys. De næste dage skal vi bruge til at udforske området og selvfølgelig besøge mindesmærker, museer og restauranter med egensretter. Du kan hente meget viden om begivenhederne her i området i bøger og på film, men det er altid en oplevelse at selv køre rundt og finde historierne, hvor de blev født.



Alle drengebørn fra 50’erne og 60’erne ved hvem Battler Britton var. Når jeg hyggede mig med vennerne blev der leget krig med barnlig og uskyldig tro på at jeg var udødelig, hvis jeg var englænder. Det var kun tyskerne der døde i legen. Det var bare irriterende hvis man blev valgt ind på det tyske hold, så var man allerede døden nær.  I Normandiet sættes mange ting i relief for en lille dreng, fra efterkrigstiden, der bare er turist.



D-day:
Den 6. juni 1944. Invasionen af Normandiet startede ti minutter over midnat med nedkastning af luftbårne styrker bag tyskernes linjer, for at indtage broer og taktiske punkter. Det var vigtigt for de allierede styrker at danne et stabilt brohoved så hurtigt som muligt, koste hvad det ville. Nazismen skulle knækkes nu. Her er de ord som General Dwight D. Eisenhower gav soldaterne med i baghovedet inden de drog over den engelske kanal:

"Soldiers, Sailors and Airmen of the Allied Expeditionary Force!
You are about to embark upon the Great Crusade, toward which we have striven these many months. The eyes of the world are upon you. The hope and prayers of liberty-loving people everywhere march with you. In company with our brave allies and brothers-in-arms on other fronts, you will bring about the destruction of the German war machine, the elimination of Nazi tyranny over the oppressed peoples of Europe, and security for ourselves in a free world.



Your task will not be an easy one. Your enemy is well trained, well equipped and battle-hardened. He will fight savagely. But this is the year 1944! Much has happened since the Nazi triumphs of 1940-41. The United Nations have inflicted upon the Germans great defeats, in open battle, man-to-man. Our air offensive has seriously reduced their strength in the air and their capacity to wage war on the ground. Our Home Fronts have given us an overwhelming superiority in weapons and munitions of war, and placed at our disposal great reserves of trained fighting men. The tide has turned! The free men of the world are marching together to Victory!

I have full confidence in your courage, devotion to duty and skill in battle. We will accept nothing less than full victory! Good luck! And let us beseech the blessing of Almighty God upon this great and noble undertaking."




Time linie for D-day.


Kl. 3.25 - 
Tyskerne finder ud af at en kæmpe flådeenhed er på vej ind mod strandene.
Kl. 4.45 - 
Merville Batteriet indtages af engelske faldskærmstropper og bliver sat ud af spillet.
Kl. 6.00 - 
Jagerbombere kaste bomber mod forsvarsstyrkerne på Omaha og Utah Beach.
Kl. 6.30 - 
Amerikanske styrker landsættes og angriber Utah og Omaha Beach.
Kl. 7.25 and Kl. 7.35 - 
Strandene Gold, Sword og Juno Beach angribes.
Kl. 9.00 - 
General Eisenhower: pressemeddelelse, invasionen af Normandiet er begyndt.
Kl. 9.13 - 
Amerikanerne på Omaha Beach falder i hobetal under den tyske maskingeværsild.
Kl. 9.30 - 
Frie franske styrker kæmper bag Sword Beach.
Kl. 9.30 -
 På Omaha Beach lykkedes soldater at trænge væk fra stranden og ind mod land.
Kl. 9.45 - 
Modstanden på Utah Beach er medkæmpet.
Kl.13.30 - 
Styrkerne på Omaha Beach rykker ind i baglandet.
Kl.13.30 - 
Engelske kommandoenheder møder allierede faldskærmstropper ved Pegasus Bridge.
Kl. 14.30 - 
Den tyske 21. Panzer Division drager fra Caen og ud mod kysten.
Kl. 18.00 - 
Saint-Laurent bag Omaha Beach indtages af de allierede styrker.
Kl. 20.00 – 
21. Panzer Division når kysten ved Luc-sur-Mer, mellem Sword og Juno Beach.
Kl. 20.00 - 
21. Panzer Divisionmå trække sig tilbage igen. Dagen går på hæld.

GastroTripper på Atlantvolden

The GastroTripper Blog's bringer her i 2016 og 2017, 71 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, en række artikler om den gode mad og rejseoplevelser langs Atlantvolden, som strækker sig fra Nordnorge til Spanien.



Atlantvolden var den forsvarslinje der blev opført langs Europas vestkyst. Idéen var en ambitiøs tanke om at lave Europa om til en uigennemtrængelig nazifæstning langs Atlanterhavet, hvor de allierede skulle forbløde ved en invasion der aldrig vil blive glemt. Nazisternes propagandamaskine kørte på, at Atlantvolden var en super stærk fæstning af betonstillinger, fyldt med heavy artilleri og bemandet med sejeste elitetropper. 500.000 knoklede med at bygge Atlantvolden i et bælte fra Nordkap til Biscayen. 



Sandheden var dog en helt anden. Atlantvolden var af en række spredte støttepunkter ud mod Atlanterhavet. At Atlantvolden også skulle være fyldt op med elitetropper var også en af nazisternes utallige løgne. Elitetropperne var soldater var på rekreation efter kampskader eller så var det unge drenge, gamle mænd eller krigsfanger, der havde undsluppet fangenskabet ved at melde sig til den tyske Værnemagt. De tyske elitetropper var på stærk overarbejde mod Stalins Røde Hær på Østfronten. 



Atlantvolden var tusinder af betonkasser og kanoner skulle holde de allierede væk fra Europa. I 1942 frygtede Hitler en invasion over Den Engelske Kanal. Han opfandt Organisation Todt, som skulle stå for arbejdet med Atlantvolden. Arbejdsstyrken bestod af lønnede arbejdere suppleret med krigsfanger. Men byggeriet krævede flere kræfter, og derfor blev civile fra de besatte lande tvangsudskrevet til det voldsomme arbejde. Den tyske værnemagts soldater knoklede også med at skabe Hitlers invasionsparanoia mod havet.


 
En tynd gang suppe og lortearbejde
De mange mennesker der arbejdede på Atlantvoldens byggepladser var i fuld sving alle ugens dage. 6 morgen til 6 aften, kun med en kort frokostpause hvor menuen var en portion tynd grønsagssuppe og disciplinen benhård. Arbejderne blev straffet for selv de mindste forseelser med vold, dødsfald fra volden var en daglig begivenhed. Atlantvolden var en illusion, et mareridt der ikke ville stoppe. Mareriddet begyndte at gå i opløsning om aftenen den 5. juni 1944, da allierede fly gik på vingerne fra baser over hele England, og tusinder af skibe forlod havnene på vej til Normandiet. Nu startede der et nyt mareridt på de franske strande.


 
Den 6. Juni 1944 – Operation Overlord – D-day
Betonkasserne ved strandene i Normandiet blev nu tæppebombet af fly, for at blive afløst af en regn af granater fra de allierede skibe ud for kysten. Bomberne rystede de tyske soldater, men havde kun en ganske lille effekt på bunkerne. Atlantvoldens beton var stærk. 150.000 allierede soldater gik i land på D-dagen og da nattemørket endelig sænkede sig over Normandiet, den dag, var Atlantvolden nedkæmpet på de fem invasionsstrande. Hitlers idé om at lade de allierede forbløde ved havet var slået fejl, men det kostede tusinder af menneskeliv.




Atlantvolden står endnu
De tusinder af tyske bunkere langs Europas kyster viste sig at være ekstremt holdbare. Forsøg på at sprænge dem væk efter krigen havde næsten ingen effekt. I stedet for blev alle metaldelene fjernet til genbrug, og så fik resterende beton lov til at ligge. Havets erosion har siden taget nogle bunkere, og andre er blevet begravet af sand. Der stadig masser af grå beton som et vidnesbyrd om et af historiens mest ambitiøse og mest mislykkede byggeprojekter. Et antal bunkere har i dag fået en ny rolle som museer og turistattraktioner.



I dag er Atlantvolden Europas kyster mod Atlanterhavet kultur på højt plan, med en mangfoldighed af egnsretter og fantastisk natur, noget at rejse efter. GastroTripper tager turen til udvalgte støttepunkter langs Atlantvolden. 

Ruten fra Nordkap til Biscayen eller omvendt er et besøg værd når der skal mad på bordet. Hold dine ferier ud til Atlanterhavet og få nogle fantastiske dage og nætter med solnedgang og frisk luft.